Terrortiltalte i landsretten med nye t-shirts og duftserie

De terrortiltalte t-shirt-aktivister fra Fighters+Lovers skal i landsretten den 3. september. Allerede nu lancerer Fighters+Lovers nye produkter og events.

Syv aktivister fra F+L er tiltalt efter terrorparagraffen, som kan give op til 10 års fængsel. Deres forbrydelse er at trykke t-shirts. I 2007 blev samtlige t-shirt-aktivister frikendt, men nu starter endnu en retssag mod dem, idet frifindelsen er anket til landsretten. Dommen afsiges den 11. september. "Vi er overbeviste om, at vi også vinder i landsretten. Vi har støttet frihedskæmpere i Palæstina og Colombia, ligesom andre danskere støttede ANC i Sydafrika i 80’erne", udtaler Ulrik Kohl, der er en af de tiltalte. "Retssagen mod os er 100 % politisk. Anklageren fordrejer virkeligheden, når de siger vi støtter terror. De bruger terrorlovgivningen til at hetze os, fordi vi er uenige i regeringens udenrigspolitik", fortsætter Ulrik Kohl.

Ny kollektion 28. august: Age of Liberation

Fighters+Lovers lancerer sin ny kollektion, der består af tøj, merchandise og en duftserie, ved en reception d. 28. august. Det sker på den københavnske natklub Dunkel i indre by kl. 20-23 med catwalk, DJ´s, wienerbrød & blå drinks.

I september måned kan tøjet også ses i F+L´s showroom: Prebens Pølsevogn på Blegdamsvej.

"Vores første kollektion var en stor succes. Vi fik respons fra hele verden, lige fra regimet i Colombia, medier i Mellemøsten og til almindelige mennesker, der var begejstrede for initiativet", udtaler Katrine Willumsen, som også er terrortiltalt.

"Vi synes, det er oplagt at udvide konceptet, der denne gang støtter modige menneskerettighedsadvokater i Colombia og Palæstina", slutter Katrine.

Fighters + Lovers

F+L arbejder i grænselandet mellem mode, kultur og politik. F+L er et brand, et tøjfirma og et pladeselskab. I januar 2006 gik Fighters+Lovers i luften med en kollektion af t-shirts i farverne mango, fuchsia og hvid, der lanceredes under sloganet "Look great and stand up for freedom". Kollektionen skabte stor opmærksomhed med 600 bestillinger fra alle kontinenter og dækning på BBC og Al jazeera.

F+L´s grundlæggende filosofi er, at mennesker har ret til at yde modstand mod besættelsesmagter og undertrykkende regimer. Derfor skulle 5 euro for hver t-shirt fra 2006 kollektionen gå til frihedskamp. F+L tror på, at kommunikation er vejen frem og pengene skulle derfor bruges til etablering af en radiostation i Colombia drevet af FARC og et plakatværksted i Palæstina drevet af PFLP.

Fighters+Lovers har fire talspersoner:

- Stifteren: Michael Schølardt, 56 år, grafiker, virksomhedsejer.

- PR-manden: Ulrik S Kohl, 36 år, journalist.

- Aktivisten: Katrine Willumsen, 25 år, studerende.

- Pølsemanden: Preben Bøge Mikkelsen, 56 år, pølsemand.