Bragt i dagbladet Information 10. marts som svar til indlægget: Undskyld, hvilket projekt er der i at støtte FARC?
FARC skal anerkendes som politisk partner for at der kan komme en ende på krigen i Colombia. Dét arbejder Colombias fredsbevægelse med den moderate liberale leder Piedad Cordoba i spidsen for - og det er endnu en grund til, at Fighters+Lovers fastholder at FARC er en legitim befrielsesbevægelse.
Af Ulrik S. Kohl, aktiv i F+L og tiltalt i T-shirtsagen
Formålet med Fighters+Lovers er at gøre opmærksom på at udemokratiske terrorlove truer med at undergrave vores politiske frihedsrettigheder i Danmark. Vores budskab er, at det skal være lovligt at vise solidaritet med befrielsesbevægelser. Vi mener at terrorstempling af en legitim modstandsgruppe som FARC blokerer for den politiske forhandlingsløsning, som er nødvendig i Colombia.
Vores holdninger har tit fået den yderste højrefløj til at fare i flint, og justitsministeriet har efter en politianmeldelse fra Venstres Ungdom slæbt os i retten for terrorstøtte. I sidste uge sluttede Information-skribenten Jesper Løvenbalk sig til koret af kritikere, og skrev her i avisen at Fighters+Lovers befinder sig på grænsen til ”det kriminelle og perverse”. Ærgerligt nok kommer kommer Løvenbalk i den forbindelse med oplysninger om FARC, der i flere tilfælde ikke er særligt velunderbyggede. Enhver, der følger med i colombiansk politik, ved at landet er plaget af en narkokorrupt styre, der plager sin egen befolkning på det groveste. Sagt helt firkantet eksisterer FARC, fordi det i Colombia er lettere at lave en guerilla end en fagforening. Colombias nuværende regering har ansvar for henrettelser af mindst 400 fagforeningsfolk. Fordi der ikke er et reelt demokratisk rum opstår der væbnede befrielsesbevægelser som FARC.
I anledning af Højesterets behandling af T-shirtsagen har den amerikanske Latinamerika-ekspert og sociologiprofessor James Petras skrevet en kronik om FARC, som kan læses på modkraft.dk. Petras fremhæver, at FARC spiller en positiv rolle ved at skabe handlerum for de folkelige og demokratiske bevægelser, som Colombias styre så brutalt forfølger. Ifølge Petras har ”Colombias eneste erfaring med fri og åben politik”, fundet sted i et område under FARC’s militære beskyttelse.
I det seneste halve års tid har fredsbevægelsen "Colombianere for fred" anført af den liberale afrocolombianske senator Piedad Cordoba ført en åbenhjertig og kritisk dialog med FARC gennem brevveksling. Blandt deltagerne i dialogen findes landets førende uafhængige intellektuelle og kulturpersoner. Over 150.000 colombianere har sluttet sig til dialogen, der har vakt den skandaleramte præsident Uribes store vrede.
Det er ikke så mærkeligt, for Uribes magtposition i det polariserede land står og falder med dæmoniseringen af FARC som en terrorgruppe.
Målet kan ikke hellige midlerne i en frihedskamp. Befrielsesbevægelser består af mennesker af kød og blod, der kan begå fejl. Det skal frem i lyset, men det skal konteksten også. Et eksempel som Løvenbalk fremhæver i sin artikel handler om februar måneds likvidering af 8 personer, som FARC mener var stikkere. Det hører med til historien, at bl.a. Colombias ældste menneskerettighedsgruppe CPDH bekræfter, at der er en stikker-problematik i det pågældende indianske lokalsamfund. Hvis FARC-medlemmer har mishandlet uskyldige civile er det naturligvis helt uacceptabelt. Men situationen er meget omstridt, og at det er uopklaret hvem, der har ansvaret for hvad. Derfor har medlemmer af EU-Parlamentet netop opfordret til en uafhængig international undersøgelse, underforstået fordi man ikke kan stole på den colombianske regerings udlægning.
Problemet er, at der foregår en propagandakrig, hvor Colombias regering rutinemæssigt beskylder FARC for massakrer, som regeringen selv står bag. I de seneste år har den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol gentagne gange kendt den colombianske stat skyldig i denne form for forbrydelser og løgne.
Løvenbalk mener også at vide, at FARC’s syn på kvinder er ”yderst primitivt og dyrisk” og at kvinder ingen rettigheder har i guerillaen. Sandhedsvidnet skal være den tidligere FARC-fange Ingrid Betancourt, der af forståelige grunde har et horn i siden på guerillaen. Garry Leech, der er redaktør af den ansete Colombia Journal, som bestemt ikke kan beskyldes for at være FARC-venlig, fremhæver imidlertid det stik modsatte billede, nemlig at der i FARC faktisk er store bestræbelser for at gøre op med kvindeundertrykkelse, se fx reportagen: "Life in a FARC Camp" på Colombiajournal.org.
Dette skal i øvrigt ikke forstås som et forsvar for kidnapningen af Betancourt. FARC’s idé om at kunne presse Colombias regering til at løslade nogle af de mange tusinde politiske fanger i landet ved til gengæld at kidnappe ledende politikere var forkert. Det har guerillaen fornuftigvis også indset, og har løsladt de tilbageværende politiker-fanger. Fighters+Lovers har Københavns Byrets ord for at FARC ikke er terrorister. FARC’s engagement på de colombianske coca-bønders side bliver imidlertid tit brugt som et ekstra argument for at guerillaen nok ikke er helt fin i kanten alligevel.
Den colombianske regering gør sig store anstrengelser for at skabe et billede af FARC som en slags mafia. Det kan være belejligt nok at skyde skylden på andre, samtidigt med at en række af regeringens top-politikere selv netop nu bliver undersøgt for deres deltagelse i mord- og narkoaktiviteter sammen med den dominerende paramilitære narkomafia. Såvel FN som uafhængige forskere lægger ansvaret for den colombianske kokain-eksport hos disse magtfulde netværk af politikere og gangstere. Det kan man læse mere om i den baggrundsrapport om FARC og konflikten i Colombia, som forsvaret har fremlagt i T-shirtsagen, og som kan rekvireres gennem fightersandlovers.org.