Kronik: Fighters+lovers: T -shirtist - ikke terrorist, Lene!

Bragt i Politiken 18. november 2007 Af Katrine Willumsen, Studerende og tiltalt for terrorisme

I morgen skal der efter planen falde dom i en sag, hvor jeg og seks andre er tiltalt for terrorisme, fordi vi, med projektet Fighters+Lovers, har lavet T-shirts til fordel for en radiostation i Colombia og et plakatværksted i Palæstina. Projekter der kunne fremme dialog i samfund, hvor krig er blevet hverdag, og menneskerettigheder dagligt overtrædes af staten. Hverken radio- eller trykkeriudstyret nåede at blive købt, da det danske politi beslaglagde pengene i forbindelse med vores anholdelse. Nu kan de fleste nok blive enige om, at hverken radioudsendelser, plakater eller T-shirts kan karakteriseres som terror, og at sagen derfor grænser til det absurde. Det virker da også, som om justitsminister Lene Espersen, der personligt har valgt at rejse tiltalen, har misforstået vores ellers klare hensigter. Ifølge hende har vi begået terror og bør straffes med fængsel op til ti år for at lave T-shirts i glade farver.

Forvirringen kan skyldes, at radiostationen skulle varetages af den colombianske guerilla FARC og plakatværkstedet af PFLP i Palæstina. Grupper der begge optræder på EU’s terrorliste. At bevægelserne er anført dér, har dog ingen betydning i retssagen, hvilket anklager Lone Damsgaard allerede har medgivet, idet listerne ikke har nogen juridisk gyldighed og derfor ikke kan bruges som bevismateriale. At vi har fået afklaret, at EU’s terrorliste er ugyldig, er en sejr i sig selv, fordi det betyder, at den må genovervejes. Der findes omkring 109 forskellige definitioner på terrorisme, hvilket viser, at terrorbegrebet ikke har nogen universel gyldighed, men må ses i kontekst. Alene det forhold, at FN ikke har en definition af terrorisme, demonstrerer problemet.

Retssagen kommer derfor til at handle om, hvorvidt Colombia og Israel kan betegnes som demokratiske retsstater. Hvis de ikke kan det, betragtes væbnet modstandskamp som legitim ifølge folkeretten, hvilket FN har udtrykt i resolution 42/159 om terrorisme. Derudover skal FARC og PFLP’s aktiviteter diskuteres i forhold til bevægelsernes muligheder for andre former for politisk aktivitet i de pågældende stater. Her bliver forskellen mellem terrorisme og legitim frihedskamp central.

Retssagen mod Fighters+Lovers er en principiel politisk sag, og dommens udfald bliver en prøve på den demokratiske tilstand i Danmark. Hvis ikke vi frikendes, betyder det, at Danmark afskriver legitim frihedskamp og retten til at støtte frihedskamp. Og så kan vi godt begynde at diskutere Danmarks egen status som demokrati.

Jeg er blevet spurgt, om jeg fortryder Fighters+Lovers projektet. Det gør jeg ikke ! Heller ikke selv om jeg langt hellere ville bruge min tid på at skrive mit 3. semesterprojekt på RUC end at sidde i Københavns Byret, hvor jeg kun må ytre mig, når jeg bliver spurgt og ellers vente på domsafsigelsen. Handlede sagen bare om min ret til at sende T-shirts med posten, ville min harme over retssagen være til at overse. Jeg er klar over, at retssystemet ikke er andet end en politisk konstruktion, hvor kritik kriminaliseres, hvis man råber højt nok. Nogle gange indebærer dette, at man udfordrer lovgivningen og tangerer dens grænser for at finde ud af, om de stemmer overens med virkeligheden.

I vores retssag har vi erfaret grænsen særdeles tydeligt. Hvad der indtil for få år siden var fuldt lovlig politisk aktivisme, er efter terrorlovens vedtagelse muligvis blevet strafbart. Det betyder dog ikke , at det er illegitimt. Med bevidsthed om det usammenlignelige i vores T-shirts og Anden Verdenskrig, kan der drages en parallel til den danske modstandsbevægelse, der kæmpede mod den tyske besættelse. Deres handlinger blev også regnet for kriminelle inden befrielsen. I følge den nuværende danske terrorlovgivning ville den danske modstandsbevægelse have været terrorister, ligesom ANC og Nelson Mandela ville have været det.

Når selv de mindste demokratiske aktiviteter forhindres, findes der ikke noget demokratisk spillerum, og den eneste mulighed er at yde væbnet modstand. Som I Colombia, der længe har været det land i verden, hvor flest journalister og faglige aktive myrdes årligt.

En krig har parter, og i Colombia og Palæstinas tilfælde er der tale om strukturelt ulige parter. Der er tale om borgerkrige hvor stater systematisk undertrykker deres befolkninger.

At være neutral er det samme som at støtte den stærke part. I Colombias tilfælde betyder det, at man støtter et regime, der i 1980’erne myrdede 3000 repræsentanter fra oppositionspartiet. Et regime, der bruger paramilitære grupper til at torturere og myrde fagligt aktive, studerende og journalister, der åbent arbejder for at skabe demokrati.

Det betyder, at man støtter et regime, hvis præsident Álvaro Uribe, ifølge USA’s militære efterretningstjeneste (DIA), i sin tid som senator var stærkt involveret i et af landets største narkokarteller.

Heldigvis er jeg i den situation, at krig ikke er en del af min hverdag. Jeg er 24 år og har rigeligt at gøre med at læse på RUC og se mine venner.

En journalist spurgte forleden, om jeg mener, det er i orden at overtræde loven. Spørgsmålet er udmærket, bortset fra at det ikke er relevant, hvis ikke det sættes ind i en kontekst. Det interessante er jo, om den pågældende lov afspejler demokrati.

Er dette ikke tilfældet, har den ingen gyldighed, hvilket netop gør sig gældende i spørgsmålet om terrorloven. Vi har med vores T-shirts ikke overtrådt loven, men vi har markeret dens ugyldighed. Det er en hårfin balance, som et demokrati og et demokratisk retssystem må kunne genkende.

Jeg er blevet spurgt, om jeg fortryder Fighters+Lovers projektet. Det gør jeg ikke !