Guerilla-musik i Justitsministeriet

Lene Espersen er på valg. Det fejrer vi med ild og junglemusik foran justitsministeriet Slotholmsgade 10 d. 5/11 kl. 15.30. Her vil Fighters+Lovers fyre op for en forrygende musikrelease der nok skal få Lenes hjertebas til at pumpe.

Vi er stolte over at præsentere "CumbiaClash" – Et musikalsk samarbejde mellem københavnske dj´s og colombianske musikere fra befrielsesbevægelsen FARC. Vi leverer en stribe nye tracks med skøn colombiansk guerillamusik - remixet med elektroniske rytmer og skæve samples.

Musikken kan allerede fra d. 5. november downloades gratis på nettet over hele verden.

"Vi mixer sydamerikansk junglepower og pulserende rytmer med beats fra vores egen undergrund. Det har været et totalt inspirerende at samarbejde med musikere med så meget på hjerte. Det er endt i et heftigt lydclash", udtaler dj Anna Wærum fra gruppen Intergalactique, der har leveret to hits til "CumbiaClash".

Bobby Schultz fra Fighters+Lovers supplerer:

"Lige nu er Lene Espersen og de andre politikere ude i den danske valgkamp og bruge en demokratisk ret til at sige hvad de mener. Desværre har vores colombianske kunstnere ikke samme muligheder. Der er alt for mange tragiske eksempler på at musikere er blevet fængslet og i værste fald myrdet fordi de synger om demokrati og sociale forbedringer.

"CumbiaClash" giver det spillerum som colombianske musikere er nægtet i deres eget land", slutter Bobby Schultz.

Colombia har en skræmmende verdensrekord i mord på politiske aktivister, fagforeningsfolk, journalister og andre der kritiserer landets regering.

Fighters + Lovers brød sidste år igennem med en kollektion af rebelske t-shirts stærkt inspireret af befrielsesbevægelserne FARC og PFLP. 7 aktivister er nu tiltalt af Lene Espersen i den såkaldte "t-shirtsag" med trusler om fængselsstraffe på op til 10 år. Retsmøderne er sat fra d. 14. til d. 19. november.

Fighters and Lovers glæder sig til præsentere Lene Espersen for sit nyeste kulturprojekt.