Som optakt til en af de mest usædvanlige politiske retssager i Danmark, præsenterer det terroranklagede firma Fighters+Lovers nu en ny kollektion af mode-ure.
Ur-kollektionen "Watch Out for Justice!" er på gaden onsdag den 25. februar. Pressen er velkommen til en storslået reception samme dag kl. 16 i Det Poetiske Bureau, Griffenfeldsgade 52, Kbh. N. Programmet byder på velkomsttale fra en terror-anklaget t-shirtmager, boblevand, pindemadder og musik ved timeglasset. Vær forberedt på overraskelser!
Højesteret behandler den 5. og 6. marts den såkaldte "T-shirt-sag", hvor seks personer fra Fighters+Lovers er anklaget efter den hårde terrorparagraf 114b, der kan give op til 10 års fængsel. T-shirtmagerne er tidligere blevet både dømt og frikendt i den opsigtsvækkende sag, der har sat debatten om politiske frihedsrettigheder på dagsordenen.
"Det er helt gak-gak at vores t-shirt bliver anset for at være terrorisme. Solidaritet er ikke en forbrydelse, og justitsministeren gør de virkelige terrorister en stor tjeneste ved at undergrave vores demokratiske rettigheder på den her måde, udtaler den terror-anklagede Katrine Willumsen fra Fighters+Lovers.
Fighters+Lovers er havnet i retssalen, fordi firmaet ønsker at anvende overskud fra t-shirt-salg til støtte for et palæstinensisk plakatværksted drevet af partiet PFLP og til fordel for en radiostation drevet af befrielsesbevægelsen FARC i Colombia.
Firmaets nye kollektion består af moderigtige armbåndsure. Overskuddet er øremærket til advokatgrupper, der yder retshjælp til politiske fanger i israelske og colombianske fængsler.
"Filosofien bag vores nye ure er, at selvom tiden går, så er der værdier som frihed og retfærdighed, som består," forklarer den terror-anklagede Ulrik S. Kohl fra Fighters+Lovers.