Fighters+Lovers kronologi

2006 Fighters+Lovers lanceres

18.-20. Januar 2006: F+L lanceres Den 18. januar 2006 lancerede Fighters+Lovers den første kollektion under sloganet "Look great and stand up for freedom!". Kollektionen bestod af en række forskellige t-shirts i fuchsia, mango og hvid, der reklamerede for befrielsesbevægelserne PFLP i Palæstina og FARC i Colombia. Prisen var 170 kr., hvoraf de 35 kr. skulle gå direkte til etableringen af et plakattrykkeri og en radiostation, som skulle drives af henholdsvis PFLP og FARC. Allerede få dag efter lanceringen truedes F+L med sigtelsen for overtrædelse af terrorlovens paragraf 114, der kan give op til 10 års fængsel.

20. januar 2006: Kollektion releasefest og medie bevågenhed Kollektionen blev offentliggjort med fest på baren Stengade 30, København N. Samtidig ville mediebevågenheden om F+L ingen ende tage, både i ind- og udland og specielt i Colombia var F+L en varm kartoffel.

21. januar 2006: Colombia kræver at den danske stat tager affære Efter den megen omtale af F+L i de colombianske medier, bedte en vred colombianske regering de danske myndigheder om at tage affære. Den daværende colombianske udenrigsminister og nuværende ambassadør i USA Carolina Barco krævede en forklaring og udtalte samtidig, at ”Finansiering af terrorgrupper er uacceptabelt og strider mod de internationale normer.” Den colombianske ambassadør i Stockholm fik til opgave at få de danske myndigheder til at undersøge t-shirtssalget og den colombianske regering sendte en protestskrivelse.

23. januar 2006: F+L er forud for sin tid Redaktøren af det anerkendte amerikanske netmagasin Colombia Journal forslår i en kommentar at ”det danske modefirma Fighters+Lovers måske bare [er] en smule forud for sin tid.”

25. januar 2006: Venstres Ungdom politi anmelder F+L Der var forsat stort postyr om F+L. Dansk Folkeparti bedte justitsminister Lene Espersen om at forbyde salget. Venstres Ungdom anmeldte F+L til politiet. Samtidig starter Københavns Politi en undersøgelse af F+L, der i følge Lene Espersen skal fastslå, om ”der er grundlag for at rejse sigtelser i sagen”.

20.-22. februar 2006: F+L sigtes for terrorisme Efter længere tids efterforskning sigter politiet F+L for overtrædelse af terrorlovens paragraf 114a. De sigtede anholdes, afhøres, fotograferes og får taget dna-prøver. Der foretages ligeledes flere ransagninger. Samtidig lukkes hjemmesiden og politiet konfiskere 24.000 kr. Salget af t-shirtsene forsætter.

2007 Tiltale og byret

15. marts 2007: Mere end et år efter sigtelsen rejses der tiltale Justitsministeren beslutter, at der skal rejses tiltale mod de 7 sigtede i det der nu omtales som ’t-shirts sagen’. Rigsadvokaten skriver i sin pressemeddelelse: ”Både PFLP og FARC har enten taget ansvaret for eller tilskrives handlinger, der må anses for omfattet af straffelovens paragraf 114 om terrorisme.” Og bekendtgør samtidig, at sagen vil blive indbragt for Københavns Byret.

4. juli 2007: F+L inviterer Lene Espersen på pølser og boblevand F+L foreslår Lene Espersen at mødes over en grillpølse og et glas lambrusco og de inviterer derfor til grillfest. Bobby Schultz, en af de tiltalte siger: ”Vi vil terrorisere Lene Espersen med godt humør og fri bar. Hun trænger hårdt til det.” En anden af de sigtede, pølsemanden Preben Mikkelsen tilføjer: ”Lene Espersen har åbenbart mistet dømmekraften. I stedet for at jage terrorist-spøgelser, skulle hun hellere komme ned på jorden igen.” Mikkelsen og venner rister pølser.

5. juli 2007: Terrorlister er ikke juridiskgyldige i Danmark Forsvarsadvokat Thorkil Høyer og politianklager Lone Damgaard bliver enige om, at terrorlisterne fra henholdsvis EU og USA ikke i sig selv er bevis for, at folk er terrorister. Hvilket betyder at terrorlisterne ikke er juridisk gyldige i dansk ret. Torkil Høyer sagde i den forbindelse til Dagbladet Arbejderen: ”Overskuddet fra salg af t-shirtene skulle gå til veldefinerede formål, som intet har med terrorisme at gøre. Det er vigtigt, at anklageren er enig i, at EU`s terrorliste i sig selv ikke er et bevis for, at der er tale om terrororganisationer. Der skal nu føres konkret bevis for hver enkelt organisation.” Dette er den første sejr til F+L. En af de syv tiltalte, Michael Schölardt, sagde til Dagbladet Arbejderen: ”Anklageren kan nu ikke blot henvise til EU`s og USA`s terrorlister som en facitliste. Det er udtryk for, at selv anklageren kan se, at terrorlisterne ikke holder som gyldigt bevis herhjemme. Blandt andet fordi der ikke findes juridisk gyldige regler for, hvordan man kommer på og af terrorlisterne.

Byretten 2007

20. september 2007: Byretten - sagen indledes Retssagen indledes i Københavns Byret. Sagen kommer til at kredse om hvorvidt bevægelserne er modstandsbevægelser eller terrororganisationer. Hvordan terrorloven skal tolkes. Om Israels besættelse af Palæstina og om hvorvidt Colombia er en demokratisk retsstat. Forsvaret har indkaldt en række internationale eksperter til at vidne i retten. Forsvarsadvokat Thorkild Høyer udtaler til Information: "Det er jo helt vildt, at man kan blive straffet for at støtte en radiostation og et plakatværksted. Terrorlovgivningen afspejler desværre, at man ikke vil i dialog med organisationer som FARC og PFLP, selv om de bærer kimen til løsningen på konflikterne.” Under første retsmøde afhøres de syv sigtede og fortæller velvilligt at de støtter FARCs og PFLPs legitime ret til at føre væbnet kamp mod det colombianske regime og den ulovlige israelske besættelsesmagt – samtidig afviser de blankt at støtte terrorisme.

20. september 2007: F+L holder reception og fest Umiddelbart efter første retsmøde holdt F+L reception foran byretten på Rådhuspladsen med musik og t-shirtsalg. Om aftenen var der fest for de sigtede.

31. oktober 2007: ’Stand up for freedom’ seminar F+L afholder et seminar om overvågning, kriminalisering og terrorlovgivning, og om den politiske situation i Colombia og Palæstina og de to bevægelser PFLP og FARC.

1.-4. november 2007: lancering af nye produkter F+L lancerer en række nye produkter. Det nye sortiment består blandt andet af pixibøger om de to bevægelser og guld- og sølvlightere med teksterne: ’A fire for fighters - a light for lovers’ og ’Look great – Stand up for freedom’. Albummet ’CumbiaClash – fra jungle til gade’ sendes på gaden. CumbiaClash er et resultat af et samarbejde mellem københavnske undergrunds DJ’s og colombianske musikere fra FARC. FARC-kompositionerne var blevet smuglet ud fra den colombianske jungle og derefter re-mixet i København af et hold danske kunstnere. Den 4. November afholdes der releasefest for albummet foran Justitsministerens kontor med liveperformance, guirlander og festfyrværkeri. En af de medvirkende danske kunstnere udtaler i den forbindelse: "Vi mixer sydamerikansk junglepower og pulserende rytmer med beats fra vores egen undergrund. Det har været et totalt inspirerende at samarbejde med musikere med så meget på hjerte. Det er endt i et heftigt lydclash." Track liste: 1. LeneE: Presents! 2. TjunaTrix: §114b 3. Hanniballade: FarFarc 4. Intergalactique: Venceremos 5. Lisbent: Sponsored by… 6. Intergalactique: América

6. november 2007: Horserød-Stutthof Foreningen bakker op om F+L Danske modstandsfolk fra Horserød-Stutthof Foreningen udsender en pressemeddelelse, hvor de erklærer deres fulde solidaritet med F+L. De skriver blandt andet: ”Vi opfordrer derfor alle gode kræfter til at protestere mod den terrorlovgivning, som netop nu afprøves i Københavns Byret, retssal 36. Når uret bliver ret, er modstand en pligt, sagde man før. Det gælder stadig!”. Samtidig forklarer foreningen også, at de i 2006 har støttet FARC med 1000 kr., hvilket de allerede dengang gjorde Justitsministeren opmærksom på – dog uden reaktion.

9. november 2007: Lene Espersen udnytter torturhæleri i dansk retssag Det kommer frem at anklagemyndigheden bygger deres bevismateriale på oplysninger fremkommet under tortur. Sex-overgreb, elektriske stød, grov vold og dødstrusler. Lene Espersen har ellers tidligere givet udtryk for, at hun ikke vil legitimere tortur-hæleri Thorkild Høyer udtaler: "Det er dybt problematisk, at anklagemyndigheden i sit bevismateriale bruger domfældelser fra Colombia, der bygger på torturoplysninger. Hvem ved hvilke mørketal, der ligger gemt i det øvrige materiale?" spørger forsvarsadvokaten. "Disse oplysninger underminerer fuldstændig anklagemyndighedens troværdighed," slutter Thorkild Høyer.

14. november 2007: Anden byretsmøde – Forsvarets vidner: Niels Lindvig og Ole Sippel Anden byretsmøde bød på afhøring af forsvarets vidner Ole Sippel og Niels Lindvig. Ole Sippel er freelance journalist for DR og ekspert i mellemøstlige forhold. Han har i flere omgange boet i området. Ole Sippel forklarede om situationen i det besatte Palæstina og om PFLP. Niels Lindvig er journalist og P1s Latinamerika-ekspert, han har i flere perioder været bosat i Colombia. Lindvig beskrev blandt andet Colombia som en stat, hvis militære enheder i samarbejde med højtstående politifolk begår overgreb på befolkningen. Særligt påpegede han, at chefen for det colombianske hemmelige politi er anklaget for at være direkte indblandet i de paramilitære dødspatruljers aktivitet. Lindvig påpegede ligeledes at FARC ikke er en terrororganisation og ikke forsætlig går efter civile mål.

15. november 2007: Tredje byretsmøde – Forsvarets vidner: Amilcar Figuera og Ilan Pape Tredje byretsmøde forsatte med afhøringer af to af forsvarets internationale ekspertvidner Amilcar Figuera og Ilan Pape. Amilcar Figuoroa er venezuelansk historiker, politisk analytiker og vicepræsident for Det Latinamerikanske Parlament. Figouroa forklarede om den politiske situationen i Colombia og specielt om FARC. Han redegjorde blandt andet for de tidligere fredsforhandlinger, de paramilitære grupper og den aktuelle situation. Desuden understregede Figouroa, at FARC opfatter sig som et politisk parti og går ind for en forhandlingsløsning, og kritiserede i forlængelse af dette at FARC er på EU’s terrorlister. Ilan Pape er israelsk historiker og ansat på Universitet i Exeter i England. Han forklarede om den israelske besættelse, bosættelserne og om menneskerettighedskrænkelserne i området. Han sagde endvidere, at Israel ikke anerkender Genevekonventionen og PFLP ikke i dag er en terrororganisation.

16. november 2007: Fjerde byretsmøde – anklagerens vidner: Reuven Paz og Angel Rabasa

Reuven Paz har arbejdet 23 år for den israelske sikkerhedstjeneste Shin Bet og er dermed ikke et neutralt vidne. En del af Shin Bets arbejde er at bekæmpe palæstinensiske grupper, som fører væbnet kamp mod Israel. Shin Bets har systematisk anvendt tortur og er en del af den israelske besættelsesmagt. Reuven Paz forklarede i retten, at han vurderer, at palæstinensiske PFLP er en terrororganisation. Angel Rabasa beskæftiger sig med terrorisme og er ansat ved den nordamerikanske tænketank RAND Corporation. RAND Corporation har nære forbindelser til den amerikanske militær og samarbejder blandt andet med det amerikanske militær om projektet ’RAND project AIR FORCE‘, som Angel Rabasa er en del af. Det amerikanske militær finansierer hans arbejde. Rabasa har tidligere i en lang årrække været ansat i det amerikanske forsvarsministerium. Da USA er en part i konflikten i Colombia, er Rabasa ikke er et uvildigt vidne. Colombia er den tredje største modtager af militærhjælp fra USA. Rabasa forklarede at der er ytringsfrihed i Colombia og det er muligt at sige hvad man mener, men at man dog risikerer repressioner efterfølgende. Forsvaret afslørede at Rabasa løj i sin vidneforklaring. Rabasa forklarede blandt andet at FARC angiveligt skulle have slået tre navngivne politikere ihjel, som dog beviseligt er lyslevende. Rabasa mente desuden, at FARC ikke har arbejdet parlamentarisk i Colombia, herunder at FARC ikke var en del af partiet Unión Patriótica i 1980erne, der fik 4000 af sine medlemmer dræbt. Hvilket ellers er omtalt i Rabasas egen bog om Colombia: ”Colombian Labyrinth”.

16. november 2007: F+L modtager kulturpris F+L modtager en kulturpris for deres kamp for retten til at praktisere international solidaritet. Prisen er en kultur- og solidaritetspris, der uddeles hvert år af 3F Bygge, Jord og Miljø. Prisuddelingen fandt sted til en fest i fagforeningen.

19. november 2007: Femte og sidste byretsmøde – Anklagerens sidste vidne: PET analytikeren, der vidner for lukkede døre, og efterfølgende procedure Anklagerens sidste vidne er en analytiker fra Center for Terroranalyse, han er uddannet cand. scient. pol., og arbejde primært med terrorisme. Vidnet har stået for udarbejdelsen af baggrundsanalyserne fra henholdsvis PETs Kontraterrorafdeling/Analysesektion og Center for Terroranalyse, et organ under Politiets efterretningstjeneste. Vidnet forklare om sin udarbejdelse af disse analyser. Vidnet er ikke sprogkyndig i hverken spansk eller arabisk. Rapporten er mangelfuld, den inddrager blandt andet ikke den colombianske og palæstinensiske/israelske kontekst og flere kilder refereres kun delvist, hvorved en anden mening end den oprindelige fremkommer. Anklageren og forsvaret førte efterfølgende procedure. Anklageren krævede at tre af de sigtede fik mindst ni måneders fængsel, en fjerde mindst seks måneder, og de tre sidste 2-3 måneder. Forsvaret krævede fuld frigørelse.

23. November 2007: Freedom Fight Night Fighters+Lovers præsenterer et brag af en fest med CD-release og gaveregn på Nørrebro. Kunstner lineup: MARWAN, Lang Linken, Intergalactique, Hanniballade, Kid Kishore, DJ Bondage, DJ Mescal, Ukiemana

11. december 2007: Den faglige klub sender penge til FARC kort før domsafsigelsen mod F+L Den faglige klub under fagforbundet Træ-Industri-Byg i Danmark sender 10.000 kr. til FARC. Pengene skal gå til fagforeningsmanden Raul Reyes, der har tilsluttet sig FARC og er gået under jorden i Colombia efter at have været udsat for politisk forfølgelse. Klubbens formand Viggo Toften-Jørgensen udtaler til DR: ”Der kører en sag, hvor man afprøver terrorlovgivningen herhjemme. Det er på et helt forkert grundlag. Hvis man havde gjort det samme, da der var apartheid i Sydafrika, så havde der ikke været nogen støtte til kampen mod dét styre.”

13. december 2007: Domsafsigelse og event Alle syv tiltalte frifindes i Københavns Byret. Frifindelsen betyder indirekte at byretten underkender EU og USA’s terrorlister. Samtidig frifindes PFLP og FARC for at bedrive terror.

19. december 2007: Statsadvokaten anker sagen Statsadvokaten anker sagen til Østre Landsret, begrundelsen er blandt andet sagens principielle karakter. Statsadvokat Lise-Lotte Nilas udtaler til TV-2: "Anklagemyndigheden mener, at beviserne vedrørende FARC´s og PFLP´s formål og virke skal vurderes af landsretten. Vi vil derfor anke med påstand om, at de syv tiltalte dømmes efter det oprindelige anklageskrift,”

2008

Landsretten vol. 1

26. juni 2008 Landsretssagen starter - præliminær afhøring af forsvarets vidne John Dugard Det første af forsvarets vidner, som afhøres i Landsretten, er den sydafrikanske dommer og folkeretsprofessor John Dugard. Dugard er tidligere Israel- og Palæstina Special Rapporteur for FNs Menneskerettighedsråd. Han anses for at være en af de mest kompetente eksperter på området. I oktober 2007 sammenlignede han Israels besættelse af Palæstina med Sydafrikas racistiske apartheid-styre.

8. august 2008: Seminaret ’Teori og Praxsis for Krigere og Elskere # 2’ F+L afholder seminar for aktivister med oplæg og workshops.

26. august 2008: CEREPO: Odds er 70-30 Den uafhængige tænketank CEREPO vurderer, at det bliver en stor udfordring for anklagerne, når Fighters+Lovers skal i Landsretten i næste uge. CEREPO mener at det er svært for anklageren at finde troværdige vidner, og det vurderes at oddsene er 70-30 i de tiltaltes favør

28. august 2008: Ny kollektion: Age of Liberation Fighters+Lovers lancerer sin nye kollektion, der består af tørklæder, caps, en duftserie og t-shirts i farverne brun m. guldtryk og turkis m. sølvtryk. Det sker ved en reception på den københavnske natklub Dunkel med catwalk, DJ´s, wienerbrød & blå drinks. Denne gang går overskuddet til modige menneskerettighedsadvokater i Colombia og Palæstina. Hele september kan tøjet ses i F+L´s showroom: Prebens Pølsevogn på Blegdamsvej.

Landsretten vol. 2

3. september 2008: Første Landsretsmøde - Torturbeviser for Landsretten I sagen mod Fighters+Lovers fremlægger anklagemyndigheden en række domsafsigelser fra Colombia, som en central del af sit bevismateriale. En grundig gennemgang af anklagerens materiale afslører, at flere af anklagemyndighedens colombianske domme er baseret på tilståelser fremkommet under tortur. Dette er kommet frem ved at sammenholde anklagerens materiale med rapporter fra flere menneskerettighedsorganisationer, herunder den internationalt anerkendte NGO International Commission of Jurists (ICJ) i Colombia. I forbindelse med en af de domme, der indgår i anklagerens bevismateriale, har ICJ dokumenteret, hvordan to colombianske kvinder blev udsat for grove overgreb og tortur - herunder seksuel vold og elektriske stød. Hvorefter de tilstod anklagerne og blev dømt for terrorvirksomhed og tilknytning til FARC. Forsvarsadvokat Thorkild Høyer siger til Politiken at "[...] det er fuldstændig utroligt, at en anklagemyndighed kan finde på at fremlægge materiale, hvorom man sikkert ved, at det er fremkommet under anvendelse af tortur. Ikke blot er det i strid med torturkonventionen. Det er også i strid med justitsministerens forholdsordre til anklagemyndigheden."

4. september 2008: Anden Landsretsmøde - Torturbeviser afvist af Østre Landsret og anklagerens vidne Matthew Levitt Dommerne i Østre Landsret beslutter at afvise alle anklagemyndighedens sager fra Colombia. Det sker, efter at forsvaret kunne dokumentere, at flere af dommene er baseret på tilståelser fremkommet gennem tortur. Forsvarsadvokat Thorkild Høyer udtaler: "Med den afgørelse, dommerne har truffet i dag, sås der tvivl om hele anklagerens materiale".

Anklagerens vidne: Matthew Levitt om PFLP Matthew Levitt er ansat i den private pro-israelske tænketank The Washington Institut for Near East Policy, en lobbyorganisation, der arbejder for for at sikre en pro-israelsk politik i USA. Har tidligere arbejdet som FBI-analytiker og i Office of the Director of National Intelligence.

5. september 2008: Tredje Landsretsmøde – Anklagerens vidner: Eduardo Montealegre Lynett og Russell Crandall. Forsvarets vidne: Colombiansk forsvarsadvokat Anklagemyndigheden vælger at føre det colombianske vidne dommeren Eduardo Montealegre Lynett, på trods af at de dagen forinden trak vidnet tilbage efter at Landsretten afviste alle anklagemyndighedens sager fra Colombia pga. torturbeviser i materialet. Vidnet fremstillede Colombia som en retsstat men måtte erkende, at staten ved flere lejligheder har påtaget sig ansvaret for mord og massakrer. I 2007 var Lynett selv med til at tabe en sag ved Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol om den blodige massakre i landsbyen La Rochela. Her blev 12 ansatte ved justitsministeriet brutalt myrdet af paramilitære med forbindelse til det colombianske militær. Efter mordene malede gerningsmændene FARC graffiti på ofrenes biler for at give indtryk af at FARC stod bag forbrydelsen. Dette er blot en af seks sager de senere år, hvor den colombianske stat er blevet kendt skyldige i mord og overgreb.

Herefter førte anklageren vidnet Russell Crandall. En nordamerikansk akademiker og tidligere politiskrådgiver i Det Hvide Hus´ Nationale Sikkerhedsråd i USA’s forsvarsministerium. Crandall er en varm fortaler for USA´s militære engagement i Colombia og har bl.a. skrevet bogen Gunboat Democracy: U.S. Intervention in the Dominican Republic, Grenada and Panamá, der beskriver, hvordan nordamerikanske militære interventioner i Latinamerika under den kolde krig var med til at udbrede demokrati og økonomisk fremgang i disse lande. Crandall sagde blandt andet, at FARC opfører sig som vikinger, hvilket ikke faldt i god jord i retten.

Forsvaret førte som vidne en colombianske forsvarsadvokat, der selv har modtaget trusler på livet efter at have ført sager for colombianske fagforeningsfolk anklaget for oprør. Advokaten fortalte om gabet mellem det formelle retssystem og den colombianske virkelighed, der indebærer at Colombia ikke i praksis er hverken en retsstat eller et demokrati.

6. september 2008: FEST: Fighters by day - Lovers by night 2 etagers fest i Bolsjefabrikken, Nordvest med modeshow, palæstinensisk mad, latinamerikansk folkemusik. Den kontroversielle kunstner Dror Elimelech Feiler løfter sløret for sin kunstinstallation med syngende guerillasoldater i den colombianske jungle. Kunstnere: Tjuna Trix, Leonardo Rúa (Col/Spanien), DJ Rosa Lux, Renacientes (colombiansk Hip Hop), Sort Stue (Kbh Rap), DJ Michael Mirage.

8. september 2008: Fjerde Landsretsmøde – forsvarets vidner: Ruchama Marton, Niels Lindvig, Ole Sippel Den anerkendte israelske menneskerettighedsaktivist og psykiater Ruchama Marton vidnede i retten, hvor hun fortalte om sit mangeårige engagement i konflikten mellem Israel og Palæstina, samt om sit hverv som præsident for og stifter af Læger for Menneskerettigheder.

En af Danmarks få Latinamerika-eksperter Niels Lindvig vidner. Han har blandt andet boet i Colombia og er ansat for Danmarks Radio. Lindvig sagde blandt andet i retten at: "FARC er ikke en terrorgruppe" og "Forholdene i Colombia er blevet drastisk værre under præsident Uribe.”

TV-A journalist Ole Sippel vidnede om PFLP. Sippel er ekspert i Mellemøstlige forhold.

8. september 2008: Danske modstandsfolk sender penge til PFLP De danske modstandsfolk og tidligere kz-fanger i Horserød-Stutthoff Foreningen sender 1000 kroner til den palæstinensiske frihedsbevægelse PFLP. "Vi ved om nogen, at væbnet modstandskamp kan være nødvendig som en sidste udvej i kampen for frihed", siger Anton Nielsen, Formand for Horserød-Stutthof Foreningen. "Modstandskampen er desværre stadig aktuel i lande som Palæstina. Også selv om frihedskæmperne i dag bliver stemplet som terrorister. Det blev modstandsfolkene også under 2. verdenskrig herhjemme”, tilføjer Anton Nielsen.

9. september 2008: Femte Landsretsmøde – Forsvaret fører vidnerne Roland Anrup og Jorge Enrique Botero Den svenske historieprofessor Roland Anrup vidner i retten. Anrup er ekspert i latinamerikanske forhold, forsker ved Gøteborg og Stockholm Universitet, samt forstander for det Iberoamerikanske Institut ved Gøteborgs Universitet. Anrups forskning handler om den colombianske borgerkrig i et historisk perspektiv, med fokus på bonde- og guerrillabevægelsens fremvækst. Han sagde blandt andet, at FARC absolut ikke kan betegnes som en terrororganisation og, at ingen seriøs samfundsforsker vil sige, at der er demokrati i Colombia.

Den colombiansk journalist og forfatter Jorge Enrique Botero vidnede i retten. Botero er tidligere kommunikationschef i det colombianske kulturministerium, og tidligere redaktør for de største tv-selskaber i landet: colombianske CARACOL og latinamerikanske TeleSUR. Botero har arbejdet freelance siden 2000, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med tv-reportager om konflikten i Colombia. Han er forfatter til 2 bøger om borgerkrigen. Botero er en af de eneste journalist i verden, der har besøgt FARC’s fangelejre i junglen.

9.september 2008: Colombia vil presse dansk domstol Den colombianske udenrigsminister Jaime Bermudez hærder i et opsigtsvækkende tv-interview, at den colombianske regering har direkte indflydelse i retssagen mod Fighters+Lovers. Bermudez siger i interviewet, at det var Colombia - og ikke den danske justitsminister - der traf beslutningen om at anke byrettens frifindelse. Udtalelserne faldt i tv-kanalen RCN’s populære program "La Noche" i fredags. Her erklærede Bermudez, at Colombias regering fører en kampagne i Danmark, for at Fighters+Lovers skal dømmes.

10. september 2008: Sjette Landsretsmøde Fremlæggelse af diverse materialer. Anklagerens procedure.

11. september 2008: Syvende Landsretsmøde I retten fremlagde forsvaret sin flere timer lange procedure og tiltalte fik det sidste ord. Udenfor retten tog venner imod de tiltalte med klapsalver, blomster, sæbebobler og musik.

18. september 2008: Dom – Fighters+Lovers dømt og frikendt Landsretten dømmer 6 aktivister fra tøjfirmaet Fighters+Lovers for terrorstøtte. Pølsemand og show room manager Preben Mikkelsen går fri. Aktivisterne får mellem 2 og 6 måneders fængsel for åbent at støtte en radiostation og et plakatværksted drevet af befrielsesbevægelser i Colombia og Palæstina. Én af landsrettens dommere gik stik imod resten, da han mente at FARC og PFLP ikke er terrorister. En af de dømte Ulrik Kohl udtaler: "Dommerne har ikke kunne stå i mod det store politiske pres, og har forsøgt at dele sol og vind lige, ved at dømme nogen og frikende en." Direktør for F+L Michael Schølardt supplerer: "Vi fortsætter ufortrødent. Nelson Mandela var 90 år gammel, da han blev fjernet fra USA’s terrorliste. FARC og PFLP må vente et par år med at blive fjernet fra EUs. Vi har god tid, og Fighters+Lovers har i hvert fald flere projekter i støbeskeen." Flertallet af dommerne valgte at afsige en rent politisk dom, der følger rytmen fra den nuværende regerings tromme. Dommen er uhyre enkel. Den siger med andre ord at alle frihedskæmpere i verden i virkeligheden er terrorister. Enhver der giver en krone i humanitær støtte til en befrielsesbevægelse, giver en krone til terror. Fighters+Lovers erklærer at der ankes til Højesteret.

25. november 2008: F+L skal i Højesteret Procesbevillingsnævnet godkender, at Fighters+Lovers sagen kan føres for Højesteret. Højesteret skal både tage stilling til skyldsspørgsmålet, tolkningen af loven og strafudmåling.

2009

10. februar 2009: Horserød-Stutthof Foreningen opfordrer til at støtte befrielsesbevægelser Modstandsfolk og tidligere kz-fanger fra Horserød-Stutthof Foreningen opfordrer til civilulydighed ved at sende kontant pengebeløb til FARC eller PFLP. Anton Nielsen fra Horserød-Stutthof Foreningen udtaler i den forbindelse til arbejderen: ”Det her er jo en form for oprør mod terrorlovene. Vi vil ikke acceptere, at støtte til undertrykte folks legitime kamp bliver kriminaliseret...Vi vil brede den her kamp ud, så flere og flere kommer på anklagebænken. Ved at udøve civil ulydighed og overtræde loven med vilje, vil vi skabe opmærksomhed omkring konsekvenserne af terrorlovene.

Højesteret

20. februar 2009: Oprørsfest Højesteretssagen sparkes i gang med en storstilet oprørsfest med DJ’s og VJ’s fra 3 kontinenter.

25. februar: Ny kollektion af mode-ure: "Watch out for justice!" F+L indbyder til en storslået reception i Det Poetiske Bureau, Griffenfeldsgade 52, Kbh. N, kl.16. Programmet byder på velkomsttale fra en terror-anklaget t-shirtmager, boblevand, pindemadder og musik ved timeglasset. Overskuddet er øremærket til advokatgrupper, der yder retshjælp til politiske fanger i israelske og colombianske fængsler. "Filosofien bag vores nye ure er, at selvom tiden går, så er der værdier som frihed og retfærdighed, som består," forklarer Ulrik Kohl fra Fighters+Lovers.

28. februar 2009: Frihedskamp på Rådhuspladsen Danske modstandsfolk fra 2. Verdenskrig viser parallellen mellem dengang og nu. Frihedskæmpere i Danmark blev kaldt terrorister under 2. Verdenskrig. I dag sker det samme for frihedskæmpere i Palæstina og Colombia. Installationen er en ko-produktion mellem Horserød-Stutthof og Fighters+Lovers. Der vil være grafik, tale, musik og lydcollage. Se, lyt og mærk hvad der skete dengang og nu. kl. 11.00-13.00

5.-6. marts 2009: Retsmøder i Højesteret Kl. 7.30 begge dage: Mød op ved de faglige faner, der er kaffe og musik! Torsdag klokken 8.30-14.30 og fredag klokken 8.30-10.00 føres sagen i Højesteret, Prins Jørgens Gård, 1218 København K. Alle er velkomne i retten, men der er få pladser.

Støtte til PFLP og FARC er problemfrit i Norge og Sverige Under retssagen kom det bl.a. frem at handlinger, som den danske Rigsadvokat kalder for alvorlige forbrydelser mod terrorloven, er helt problemfrie i Norge og Sverige. Norge vil ikke længere anvende EU´s terrorliste. Læs mere

Desuden er hverken PFLP eller FARC opført på FN’s terrorliste.

Det kom frem, at to svenske tilfælde af økonomisk støtte til PFLP og FARC ikke har ført til retssager. Den svenske Kammeranklager besluttede at der ikke skulle rejses tiltale mod de svenske organisationer, dels fordi der er store problemer med lovgivningen, dels fordi formålet med støtten var humanitært.

23. marts 2009: Latinamerikanske politikere kritiserer i et åbent brev justitsminister Brian Mikkelsen Retssagen mod Fighters+Lovers vakte international opsigt, da flere toneangivende latinamerikanske politikere i et åbent brev kritiserede justitsminister Brian Mikkelsen på grund af t-shirtsagen. Toppolitikerne fra Chile, Bolivia, Guatemala og Venezuela påpegede, at solidaritet med væbnet modstandskamp i flere tilfælde har banet vejen for demokratiske fremskridt og krævede en redegørelse fra den danske minister. ”Vi protesterer på det skarpeste mod ethvert forsøg på at kriminalisere solidaritet”, udtalte de. Læs mere

23. marts 2009:Premiere: FARC-musical i dansk biograf Den 23. marts rejste den kendte svensk-israelske kunstner Dror Feiler til København for at markere sin egen støtte til befrielsesbevægelser og sin opbakning til Fighters+Lovers:"Vi var en række respektable advokater, kunstnere, forskere og socialdemokratiske politikere som støttede FARC og PFLP, og vi oplevede fra myndighedernes side ingen problemer med vores støtte, siger Feiler. Læs mere

Heldigvis kan vi i Sverige fortsat støtte den slags projekter - også selvom de er drevet af organisationer på EU’s terrorliste”, udtalte medlem af den svenske Riksdag for Vänsterpartiet Kalle Larsson. Læs mere

Det fik SF til at blande sig i sagen. SF´s retsordfører Carina Lorentzen udtalte: ”Det er dybt problematisk, at lande, som ligner os meget, og som vi normalt sammenligner os med, ser helt anderledes på terrorbekæmpelse og EU`s terrorlister. Det vækker stof til eftertanke, at Danmark holder fast i en terrorliste, som både Sverige og Norge enten ikke håndhæver i praksis eller helt har droppet. Læs mere

24. marts 2009: Jusititsministeren underminerer landsretsdommen Enhedslisten spurgte justitsministeren, om han ikke mener domstolen skal tage i betragtning om modstandshandlinger begås mod legitime, demokratiske retsstater eller ej. Det har justitsministeren svaret bekræftende på. ”Terrorisme er defineret i forhold til den legitime stat, der bygger på princippet om demokrati og retsstatsprincippet. Det skal også indgå i vurderingen, om en handling er rettet mod en besættelsesmagt mv.Læs mere

Se mere: Hvorfor er t-shirtsagen kontroversiel?

25. marts 2009:Fighters+Lovers dømt for terrorisme i Højesteret

Seks personer fra tøjfirmaet Fighters+Lovers blev i dag dømt for terror-støtte i den såkaldte T-shirtsag. Højesteret fandt, at firmaets T-shirts i farverne mango, fuchsia og hvid var i strid med terrorloven, fordi overskuddet skulle gå til oprettelsen af et trykkeri drevet af modstandsgruppen PFLP i Palæstina og en radiostation drevet af befrielsesbevægelsen FARC i Colombia.

- Jeg er vred over en så urimelig politisk dom. Vi skal fængsel for at lave t-shirts - det er tåbeligt, men mest af alt er det farligt for demokratiet og viser at terrorloven er helt galt skruet sammen. Det er tid til at den bliver lavet om, så vores politiske frihedsrettigheder ikke undermineres. Vi vil derfor undersøge mulighederne for at anke til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, udtaler Katrine Willumsen, der blev idømt 60 dages betinget fængsel.

De dømte er dybt forundrede over at støtte til befrielsesbevægelser i Palæstina og Colombia er helt problemfrit i Sverige og Norge, mens det i Danmark nu skal betragtes som terrorstøtte.

- Jeg er meget overrasket over dommen. Vi havde en stærk sag, for frihedskamp er altså ikke terrorisme og solidaritet er ikke en forbrydelse, udtaler Ulrik Kohl, der blev idømt 6 måneders betinget fængsel.

Udover Ulrik Kohl og Katrine, som fik henholdsvis 6 måneders og 60 dages betinget fængsel, blev de øvrige aktivister fra Fighters+Lovers idømt mellem 2 og 6 måneders betinget fængsel.

- Vi fortryder bestemt ikke at vi har rejst debatten om de udemokratiske terrorlove. Vi synes at det er noget man bør kunne diskutere i den frie offentlige debat, uden at blive slæbt i retten, udtaler Katrine Willumsen.

Læs pressemeddelelse fra Højesteret om dommen